Sådan rengør du din menstruationskop

Sådan rengør du din menstruationskop

Er det tid til din første menstruationskop? Hvor spændende! Noget, der er vigtigt at vide, når man skal bruge en menstruationskop, er, hvordan den skal tømmes og rengøres, så den er ren og sikker at bruge under hver menstruation. Læs videre, så fortæller vi dig alt, hvad du har brug for at vide! 

Sådan tømmer og vasker du menstruationskoppen under din menstruation

Skal man bruge almindelig sæbe til at vaske menstruationskoppen, og hvor ofte skal man gøre det? Hvor og hvordan skal man hælde menstruationsblodet ud? Som nybegynder i menstruationskoppens verden kan man have mange spørgsmål om, hvordan man vedligeholder den. Lad os starte med at tale lidt om, hvad du skal gøre med den, når du har din menstruation.


Når du sætter menstruationskoppen op eller tager den ud, er det altid vigtigt, at du vasker dine hænder med sæbe først. Det er første skridt. Når det er tid til at tømme koppen, skal du gøre det i toilettet og derefter vaske menstruationskoppen med vand og mild sæbe for at fjerne alt blod. Vær ekstra omhyggelig og sørg for, at kanterne og de små huller lige under også er rene. Sørg for at skylle alle sæberester af, så de ikke irriterer dine sarte slimhinder.

Steriliser menstruationskoppen mellem menstruationerne

Inden din menstruationskop får sin debut som menstruationsbeskyttelseshelt, skal den steriliseres. Det skal man også gøre efter hver menstruation, så menstruationskoppen er ren, frisk og fri for bakterier til næste menstruation. Den nemmeste måde at sterilisere menstruationskoppen på er at koge den i vand i fem til syv minutter. Lad den køle af og lufttørre, og pas på, at du ikke brænder dig, når du tager den op af vandet! Når menstruationskoppen er helt tør og afkølet, kan du lægge den tilbage i den medfølgende bomuldspose (ikke en plasticpose eller anden beholder, som lukkes helt), så kan den bo der resten af menstruationscyklussen, indtil det er tid til, at den skal frem igen.

Hvorfor er det vigtigt at rengøre menstruationskoppen?

Rengøring af menstruationskoppen er vigtigere, end du måske tror. Ikke kun for at undgå dårlig lugt og at kunne føle sig frisk, når man bruger den, men måske først og fremmest for at minimere risikoen for, at grimme og ubehagelige bakterier finder vej ind i kroppen. Det særlige ved menstruationsbeskyttelse, der virker inde i kroppen, er, at der er en lidt højere risiko for infektion sammenlignet med fx et bind eller menstruationstrusser. Der findes en meget sjælden, men alvorlig sygdom kaldet TSS, som er blevet forbundet med menstruationsbeskyttelse som tampon og menstruationskop. Selvom risikoen for at blive ramt er meget lav, er det godt at være opmærksom på symptomerne på TSS:

  • Pludselig høj feber
  • Opkastning
  • Diarre
  • Hududslæt, der ligner solskoldning
  • Ondt i halsen
  • Svimmelhed eller besvimelse

Hvis man passer godt på sin menstruationskop, kan den holde i flere år. Og det er jo meget praktisk altid at vide, at man har sin menstruationsbeskyttelse klar, når menstruationen melder sin ankomst!

 

Spørgsmål og svar  

Hvor ofte skal jeg rengøre min menstruationskop?

Menstruationskoppen skal rengøres, hver gang du tømmer den. Derefter skal den   
steriliseres, inden den tages i brug første gang, og mellem hver menstruation. 

Kan jeg bruge bikarbonat til at rengøre min menstruationskop?

Vi anbefaler ikke, at man bruger bikarbonat til at rengøre menstruationskoppen.   
Det kan bruges til at fjerne eventuelle misfarvninger på menstruationskoppen,   
men det bør ikke bruges regelmæssigt, da det kan skade materialet med tiden.  

Er det sikkert at bruge eddike til at rengøre min menstruationskop?

Det er bedst at undgå, da det kan beskadige menstruationskoppens materiale. Når   
det gælder vores egen menstruationskop, anbefaler vi, at du vasker den med vand   
og mild sæbe og steriliserer den i kogende vand.

Hvad skal jeg undgå, når jeg rengør min menstruationskop? 

Undgå at rengøre menstruationskoppen med opvaskemiddel, håndsprit eller   
stærkt parfumeret sæbe, da det kan forstyrre skedens naturlige pH-balance.   
Undgå også oliebaserede produkter, da de kan ødelægge den silikone, som vores   
menstruationskop er lavet af.


Lignende artikler